Udfordringer for politisk aktive libanesiske kvinder: fyraftensmøde i Folkekirkens Nødhjælp

Den 27. maj 2009 afholdte Folkekirkens Nødhjælp et fyraftensmøde på Nørregade i København. Temaet var libanesiske kvinders politiske udfordringer i et “post-konflikt” Libanon. 

Trods mange års sekteriske krige, uenigheder og vold er Libanon pt. et forholdsvist roligt land, og det eneste land i Mellemøsten med reelt demokrati. Landet er også generelt mere liberalt og åbent end flere af dets naboer. Alligevel er kvinder markant underrepræsenterede i politiske embeder i Libanon, og det var set i denne kontekst, at Folkekirkens Nødhjælp i ugen op til mødet havde inviteret flere kvindeorganisationer fra Libanon til workshops og efterfølgende debat.

Jeg deltog i mødet sammen med min dansk/libanesiske kone, og ud over at være den ene af blot to mænd til mødet, var min kone også en af de eneste dansk/arabiske kvinder. Resten var en broget blanding af danske kvinder og libanesiske/arabiske kvinder. Panelet bestod af:

• Connie Carøe Christiansen, Lektor i International Development Studies, RUC.
• ManarZouaiter , lawyer, member of Lebanese Women Democratic Gathering.
• Thuraya Hashim, Media Coordinator for The Civil Society for monitoring Women’s Issues, Lebanon

Det overordnede budskab blandt panelet var, at det ikke er love, der forbyder libanesiske kvinder i at have politisk indflydelse, men snarere traditioner og et traditionelt set stærkt, patriakalsk samfund. Det er især gennem perceptionen af kønnet, at kvinder holdes fra de politiske embeder. Kvinder ses ofte afbildede som smukke, feminine og i situationer omkring hjemmet, mens mænd afbildes ude i samfundet, med lægeredskaber i hænderne, til forretningsmøder og med våben og andre maskuline værktøjer.

Til paneldebatten kom det frem, at den skarpe konstruktion af det feminine og det maskuline har været en betydelig medspiller i at svække kvindernes deltagelse i politiske sammenhænge. For nogle kvinder har de mange krisetider været med til at fastholde dette mønster med traditionelle roller i hjemmet, hvor kvinderne har taget sig af hjem, børn og mænd. For andre kvinder har kriserne imidlertid ikke haft den store betydning. Det vigtige er her mere, om kvinderne oplever opbakning i familierne og i lokalsamfundet til at deltage i politiske sammenhænge. 

Religion og religiøsitet har ligeledes været brugt som argumenter af mænd for, hvorfor kvinder ikke burde forsøge at nå magtens tinder, selvom blandt andet islam fordrer, at både mænd og kvinder uddanner sig og deltager i samfundet. Netop derfor mener mange af de politisk aktive kvinder da også, at man kan bruge religionen til at fremvise, at islam faktisk netop støtter kvinders ønske om at deltage aktivt i samfundet. Dermed rammer man de selvsamme folk, der bruger religionen som argument mod kvinders deltagelse i politik.

En interessant pointe ved mødet var, at hvor kvindekampen i Danmark og flere andre vestlige lande til dels ofte har været seperatisk, hvor kvinder har kæmpet med andre kvinder mod mænd i forsøget på at skabe større indflydelse, der har der i de arabiske lande været en tendens til, at kvinderne har inddraget netop mænd i diskussionerne om denne kamp, for at lade dem forstå værdien i at lade kvinderne komme ud i samfundet, tjene penge og få indflydelse. 

Det har her været vigtigt for de arabiske kvinder at lade mændene være mænd og ikke forsøge at gøre dem til noget andet, og samtidig selv få større indflydelse. Til sammenligning kan man hævde, at danske og andre vestlige kvinder traditionelt har forsøgt at omvende og ændre mændene, hvilket flere steder har betydet nærmest matriakalske strukturer i samfundet og arbejdslivet.

De libanesiske kvinder, der var samlet hos Folkekirkens Nødhjælp den 27. maj, ønskede at se på muligheden af i en periode at give positiv særbehandling for kvinder i de arabiske lande for at fremme udviklingen, en model som ellers nærmest har været et tabu i dansk sammenhæng. Forsamlingen lærte dog især én ting i Danmark, nemlig, at især et bredere samarbejde mellem de forskellige kvindegrupper, vil være en kæmpe styrke for fremtidens kvinder i Libanon.

Det må min kone og jeg se nærmere på, når vi selv tager til Libanon en gang til næste år. Indtil da kan vi blot glæde os over, at Hizbollah tabte stort ved det seneste valg i Libanon. Hvis vi skal have kvinderne til at få større indflydelse på libanesisk politik, bliver det i hvert fald nok ikke med Hizbollah ved roret, så dét er i hvert fald positivt.