Kulturudveksling.dk - islam - kultur - politik - religion - Mellemøsten - identitet

Tirsdagsdemonstrationer for asyl

Af Freddy Hagen• May 21st, 2009• Kategori: Politik

Larme demonstration onsdag den 20 maj. Foto: Freddy Hagen

I tirsdags den 19. maj demonstrerede en gruppe aktivister imod beslutningen om at tvangsudvise de 282 afviste irakiske asylansøgere. Fremover vil gruppen demonstrere hver tirsdag på Christiansborgs Slotsplads. Det skriver Line Skov fra medborgerinitiativet kirkeasyl.dk.

Mellem 60 og 70 afviste irakiske asylansøgere bor nu i Brorsons Kirke på Nørrebro. Efter kort at have ”besat” Frue Kirke i indre by, besluttede irakerne at flytte til Nørrebro den 17. maj. Kirken er i dag et velfungerende sted for dets nye beboere, der kan lave mad, sove og snakke sammen i de mange lokaler. Men det er ikke noget idealhjem, og tiden er måske knap, for regeringen er fast besluttet på, at nu skal de afviste ansøgere altså hjem.

Irakeren Hassan Mohammad foran Brorsons Kirke. Foto: Freddy Hagen

Forleden satte Kirke- og Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ild til bålet ved at udtale til Kristelig Dagblad:

”Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. (…) For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhører et folk, der forfølger kristne, og søger ly i den kristne kirke.”

Birte Rønn Hornbech har, så vidt vides, ikke spurgt de afviste asylansøgere om deres mening om forfølgelse af kristne i de arabiske lande, og derfor må hendes udtale også forstås således, at alle arabiske muslimer er for forfølgelse af kristne.

Birte Rønn Horbechs slog tidligere fast, at ingen af de afviste asylansøgere kan forvente nogen form for revurdering af deres sag. Dette skal ses i lyset af, at Amnesty International ikke finder situationen i Irak sikker nok til at det er forsvarligt at sende de afviste asylansøgere afsted. På hjemmesiden www.kirkeasyl.dk noteres det blandt andet:

”I UNHCR’s seneste guidelines for Irak fra april 2009 fremgår, at urolighederne, konflikterne og krænkelserne af menneskerettighederne i områderne Bagdad, Diyala, Kirkuk, Ninewa og Salah Al-Din har et sådant omfang, at personer herfra har behov for international beskyttelse.”

På hjemmesiden står også følgende udtalelse fra Amnesty International:

”Blandt de afviste asylansøgere, som står til udvisning, er en gruppe børn og unge, som har opholdt sig størstedelen af deres liv i asylcentre i Danmark. Undersøgelser har dokumenteret, at det er skadeligt for børn at leve i længere perioder i asylcentre. Disse børn og unge er særligt udsatte, og deres muligheder for at uddanne og etablere sig i hjemlandet er små.”

Mange frivillige hjælper hver dag i Brorsons Kirke med det praktiske og der er vagt på døgnet rundt. Samtidig er forskellige initiativtagere gået i gang med at lave aktioner for at opnå støtte til de afviste asylansøgere.

Irakeren Afraz Naif venter på at blive udvist. Foto: Freddy Hagen

Familien Said med deres baby Tina. Foto: Freddy Hagen

 

Tagged as: , , , ,

Læg et svar