Når integration er lig med assimilering

Den 12. maj 2009 kom det frem, at den konservative politiker Naser Khader var blevet fortørnet over en reklame, som TDC for tiden kører i landets dagblade. Problem: TDCs reklame viser familien Hardan, hvor en familiefar sidder med sin kone, to døtre og en søn, mens reklameteksten fortæller, at familien Hardan kan tale gratis mellem hinanden med Samtale Family produkter fra TDC.

Ifølge Khader er det et sterotypt og skadende billede af integration, TDC her fremviser:

“Vi er nogle, der hver dag kæmper for at forklare, at man godt kan være en god muslim uden at bære tørklæde. Men det falder jo til jorden med det der, fordi man gør dem til rollemodeller, som vi kæmper imod. Man løfter tørklæderne op til at være det ideelle i den politiske korrektheds navn. Det er skadeligt for demokratiet og det hjælper ikke integrationen”, har Naser Khader sagt til Berlingske Tidende.

Hos TDC kan man ikke forstå kritikken, for som kommunikationsdirektør Nicolai Due siger på TDCs hjemmeside:

“Familien, som vi bruger i Samtale Family-kampagnen, er helt almindelige kunder hos TDC, og det er vi glade for. Om de bærer tørklæde eller ej, synes jeg, er deres helt egen sag. Vi blander os heller ikke i, hvilket tøj de to andre familier, som også deltager i Samtale Family-kampagnen, har på. Vi fokuserer på, hvilke behov og ønsker, vores kunder har til TDC’s produkter - ikke til, hvad de bærer på hovedet eller tror på”

TDC siger selv, at de gør og har gjort meget for integration, de ansætter gerne muslimske kvinder med tørklæde, og familien Hardan er sådan set blot en ganske almindelig familie og kunder hos TDC. Som Due også gør opmærksom på, “undrer jeg mig en anelse over, at vejen til bedre integration ifølge Naser Khader er at udnævne nogle medlemmer af det danske samfund som mere ‘rigtige’ end andre”.

Dette er rigtigt fanget af Nicolai Due. Hvad er det der gør, at Khader åbenbart mener, at det er mere “rigtigt” at være muslimer og uden tørklæde, hvis man samtidig skal være dansker i et dansk damfund? Det Khader henviser til er, at tørklædet og fremvisningen af familien Hardan blåstempler en bestemt type muslimsk dansker, der efter Khaders mening åbenbart er mindre demokratisk og “dansk”. På billedet ses ellers en ganske glad og velfungerende familie, og om de så går med tørklæde eller ej, skal vel ikke være afgørende for, om de er rollemodeller eller ej.

At være rollemodel bør aldrig handle om, hvorvidt man bekender sig til, at familiefaren er en central skikkelse i familien, om mor og døtre går med tørklæde, eller andre ting ved den enkelte familie, som må siges at være private. At være en integreret rollemodel må vel nærmere snarere handle om, hvad den enkelte muslimske dansker gør for sin familie, for lokalsamfundet og for at deltage i den demokratiske debat. På baggrund af et tørklæde, en vandpibe og en familiefar i fokus er det en direkte forfladigelse at ville konkludere, hvad den enkelte muslimske dansker står for, det være sig inden for eller uden for familien.

Det, der skader integrationen, kan i stedet kaldes det noget danske fænomen, der handler om, at vi alle skal være ligesom de andre - læs de andre såkaldt “rigtige” danskere - for at blive accepterede. Og da en del af disse “rigtige” danskere både bader topløse ved stranden og drikker sig fulde ved enhver kærkommen lejlighed, ja så kan man næsten spørge sig, om ikke Khader ville have været tavs som graven eller måske endda have skrevet rosende indlæg, hvis familien Hardan på TDCs reklame i stedet alle sammen havde siddet topløse og halvnøgne på stranden med øl i den ene hånd og flæskesvær i den anden. Det havde for Khader været et bevis for, at nu var muslimerne endelig ved at lære det. Men hvem siger, at etniske minoriteter med muslimsk baggrund skal lære at blive danske på den måde, blot fordi de bor i Danmark?

Som allerede nævnt må integration handle om at deltage i debatten i et samfund, benytte sig at dets tilbud og forsøge at gøre det så godt man kan i dette samfund. Det siger TDCs reklame intet som helst om, og som Nicolai Due siger, så lytter de til kundernes behov, de diskriminerer ikke på disses udseende, har ikke forudtagede meninger om deres integrerbarhed eller deres måder at være familie på. Netop dét er integration efter den amerikanske model, og det er dette Nasser Khader, DFs Pia Kjærsgaard og andre kunne lære af i stedet for utrætteligt at hænge fast i den samme rille i pladen omkring, at vi alle skal være ens for at kunne leve i det danske såkaldt frisindede samfund.