Beretning fra Irans fængsler

Anmeldelse af Monireh Baradaran: Enkle sandheder, Erindringer fra kvindefængslet i Den islamiske Republik Iran. Dansk oversættelse af Alex Ahrendtsen. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2009.

”Når jeg ser tilbage på fortiden, ser jeg, at mit liv trods modgang og lidelse har været dejligt og værd at leve. Jeg fortryder intet.”

Monireh Baradaran.

Ifølge det iranske nyhedsbureau IRNA planlægger landet at ændre lovgivningen således, at ”unødige henrettelser” mindskes. Ifølge Amnesty International er mindst 140 personer blevet henrettet i år, og ifølge Human Rights Watch sidder mindst 130 mindreårige i fængsel og venter på at blive henrettet.

Overalt i Den islamiske Republik Iran hænger store billboards med billeder af landsfaderen Ayatollah Ruhollah Khomeini. Siden hans magtovertagelse i 1979, har landet omstillet sig til et kønsopdelt islamisk styre, hvor ytringsfrihed er en by i Rusland.

Det var ellers sammen med socialister og den marxistisk-muslimske organisation Folkets Mujahedin at Ayatollah Ruhollah Khomeini væltede shah Mohammad Reza Pahlavi korrupte styre, der var notorisk kendt for at slå hårdt og brutalt ned på sine opponenter, både islamisterne og socialisterne. Under shanen bugnede landets fængler med politiske fanger.

Ayatollah Ruhollah Khomeini og hans religiøse venner i byen Qom var allerede fra starten erklærede anti-Vestlige og afskyede USA og al dens væsen. Det var der en god grund til, eftersom USA støttede shanens totalitære styre og hjælp ham til magten ved et kup den 19. august 1953. Derfor anså de religiøse talsmænd og de socialistiske revolutionære sig som nationalistiske modstandsfolk.

Selvom socialisterne, de marxistisk inspirerede Folke Mujahedinere og Khomeinis tilhængere havde en fælles fjende i shanen, så hørte deres enighed op umidelbart efter Ayatollahens ankomst til landet, og selvom Khomeini havde proklameret, at landet fra nu af skulle ledes demokratisk, så viste det sig hurtigt, at det blot var tom snak.

Den 31. marts 1979 blev der afholdt en folkeafstemning, hvor 98% stemte for den islamiske republik og umiddelsbart efter stemtes der om landets forfatning. I dag ledes landet af den religiøse leder, præsidenten og Vogternes Råd, der afgør, hvem der kan stille op til valgene. Den religiøse suværenitet fik dermed gjort kål på den kortvarige demokratiske drøm.

Der blev ikke tyndet ud i landets fængsler, og forholdene blev ikke forbedret. Snarere tværtimod. Snart blev kvinder og mænd anholdt i flæng og interneret i fænglerne for deres politiske overbevisning, aktive modstand og frivole kønslige omgang hinanden. I den nye islamiske republik var det seksuelt anstødeligt bare at være i nærheden af det andet køn, med mindre man var gift eller i familie med hinanden.

Anklage og domsafsigelse blev ikke afsagt med det samme, og mange måtte leve i fangeskab uden kendskab til hvorfor de var anholdt. Kvinder og børn blev fænglet for formodede aktiviteter, som deres mænd stod anklaget for, og familiemedlemmer blev tortureret til at angive deres egne forældre, brødre og søstre.

Kort efter Khomeinis magtovertagelse og besættelse af den amerikanske ambassade, angreb Irak landet. I otte lange år, 1980-88, forsøgte Irak – med Vestens billigelse – at styrte Khomeini, der viste sig at være langt mere sejlivet end antaget. Iraks præsident, Saddam Hussein, frygtede, hvad hans lands shi’itiske mindretal kunne finde på, efter at Khomeini havde opfordret alle muslimer i verden til at lave revolution i deres lande.

I disse år sad kvinden Monireh Baradaran i en række af Irans mest berygtede fængsler, heriblandt Evin-fængslet, beliggende i udkanten af hovedstaden Tehran. I hendes erindringsbog, Enkle Sandheder, som lige er blevet udgivet på dansk, beretter hun om de mange umenneskelige forhold, som hun blev vidne til.

Monireh Baradarans beretning

Monireh Baradaran blev fængslet i 1981, anklaget for at drive kontrarevolutionær virksomhed sammen med hendes bror og hans kone. I tre år blev hun udsat for hård og brutal tortur, uden at der blev fældet dom i hendes sag. Hun blev vidne til hendes brors henrettelse, før hun selv blev dømt til ti år fængsel plus de tre år, hun allerede havde været frihedsberøvet. Baradaran har tidligere været fængslet under shanen, ligeledes for hendes socialistiske standpunkter.

Monireh Baradarans erindringer er et grusomt vidnesbyrd om en brutal institution, hvor de værst tænkelige forhold foregår side om side med mere humane og mere strukturerede former for institutionel forordning. Det er det indtryk, man som læser sidder tilbage med, efter endt læsning. I et kapitel bliver man vidne til religiøs begrundet tortur, såsom pisk og fysisk forulempning, hvorefter næste kapitel handler om, hvor vidt det er rimeligt, at fangerne kan få lov til at købe og ryge cigaretter, og om det er rimeligt, at de muslimsk troende fanger skal bestemme over de ikke-troende fanger.

Den fysiske torturs bestialitet ledsages er et nådesløst og uigennemskueligt system af hierarkisk opbygget medløberi, hvor nedbrudte fanger, der har konverteret til rettro muslimsk livsførelse, angiver de andre fanger og bruges til at pege endnu ikke indsatte systemkritikere ud på ture i Tehrans gader. Tawab’ erne, som medløberne kaldes, forsøger at overgå hinanden i rettro islamisk indignation mod de andre ikke-troende fanger, som de forlanger bliver straffet stengt for selv det mindste. En af Tawab’erne siger på et tidspunkt:

“At gøre dette er en stor ære for os. Elimineringen af ateister og hyklere er vores hellige pligt og ensbetydende med den hellige krig. I islam er kvindernes deltagelse i hellig krig ilde set. Derfor kan vi desværre normalt ikke selv foretage henrettelserne ved skydning. Det gør vore brødre. Alt andet er vi med til og er lykkelige over og stolte af det.”

I denne heksekeddel sidder Monireh Baradaran og mærker hvorledes troen på en fremtid udenfor murene langsomt forsvinder ud af hendes sind.

På trods af fængslets bestandige indskrænkning af nyheder udefra, bliver visse sandheder efterhånden synlige for Monireh Baradaran. I 1986 bliver hun i tvivl om sin sympati for de socialistiske lande. Da rapporten fra FN’s menneskerettighedskommission i 1986 bevidner, at Iran ikke overholder menneskerettighederne, og derfor forsøger at vedtage en resolution mod regimet, men ikke opnår flertal, fordi Sovjetunionen og Østbloklandene ikke vil støtte op om en sådan, da bliver Monireh Baradaran indigneret. I Erindringsbogen skriver hun:

”Efter min mening burde netop disse lande vende sig mod enhver undertrykkelse og krænkelse af menneskerettighederne. Deres erklæring, at Amerika og Vesten gemte sig bag menneskerettighederne for at forfølge deres imperialistiske mål, virkede ikke troværdig på mig. Disse modsætningsfyldte tanker forfulgte mig.”

Massemordet i 1988

Da iran-irak krigen lakkede mod enden, og Iran erklærede sig rede til at underskrive FN sikkerhedsråds resolution 598, begyndte mange af de indsatte i Irans fængsler at fatte håb. Håbet blegnede hurtigt, da man i sommeren 1988 henrettede flere tusinde politiske fanger. Ifølge Monireh Baradaran skete det hurtigt og uden egentlig systematik. Monireh Baradaran kendte til henrettelserne, og hun ventede blot på, at hun skulle blive den næste. Ingen af landets aviser skrev om henrettelserne og heller ikke Vestens aviser skrev om massemordet.

Kort efter de brutale henrettelser, blev forholdene for de politiske fanger mildnet væsentligt. Førhen havde man krævet, at politiske fanger, der havde aftjent deres straf, skulle videofilmes, imens de erklærede deres tro til det islamiske regimes styreform og fortrød at have deltaget i kontrarevolutionær virksomhed. Disse videoer blev brugt i hele landet som en del af styrets probagandavirksomhed. Derfor nægtede mange heltemodigt at gennemgå denne proces, hvilket gav dem strafforlængelse på ubestemt tid. Efteråret 1989 fjernedes denne instans, og nu var det nok, at de accepterede at overholde landets love samt underskrev en erklæring om, at de ikke længere aktivt ville arbejde kontrarevolutionært.

Monireh Baradahan underskrev denne erklæring og kom ud i friheden efter ni et halvt års fængsel. I dag bor hun i Tyskland.

Ifølge Amnesty International blev massemord mod politiske fanger i Iran foretaget over to omgange: i årene efter revolutionen samt i år 1988 og frem til februar 1989. De anslår dødstallet til af være mellem 4.000 år 5.000 i alt.