Robert Redeker i København

Af Freddy Hagen• May 9th, 2009• Kategori: Nyheder, Politik

Robert Redeker i Trykkefrihedsselskabet. Foto: Freddy Hagen

” Lad der ikke herske nogen som helst tvivl om vores holdning. I det franske demokrati har man lov til at tale om hvad som helst.”

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy

På Danmarks befrielsesdag, den 4. maj 2009, gæstede den franske gymnasielærer Robert Redeker, Danmark. Han var inviteret af det islamkritiske selskab Trykkefrihedsselskabet.

Grunden til invitationen, og grunden til, at Robert Redeker overhovedet er internationalt kendt i dag, hænger sammen med den dødstrussel, som er blevet udstedt imod ham på internettet. Det franske efterretningsvæsen opsnappede den i tide, hvorefter Redeker måtte rive teltpælene op, og siden leve livet under jorden.

Dødstruslen kom som reaktion på en artikel Redeker indrykkede i den borgerlige avis Le Figaro den 19. september 2006. Artiklens overskrift var ’Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes forsøg på at skræmme den’, og heri skrev han blandt andet:

»Ingen af kirkens fejl kan føres tilbage til evangeliet. Jesus er ikke voldelig, og han tilbyder en sikker havn for en kirke, der – når den er på afveje – har bare at vende tilbage til ham. Men hvis nogen vender tilbage til Muhammed, bliver de bare bestyrket i deres tro på had og vold. Jesus er kærlighedens mester, Muhammed er hadets mester«.

Det er religionskritik, så det batter, og det er en vinkling, der selvsagt også er tvivlsom som holdbart argument. At vurdere religionernes afkast på de troendes sindelag ved bokstaveligt at læse dens tekster, er ikke alene uholdbar empirisk argumentation, men også direkte i modstrid med hvorledes katolicismen, protestantismen og jødedommen er blevet forvaltet gennem tiderne. Pietisme og religiøs selvretfærdighed er altid farlig, og hænger ikke sammen med graden af vold i den religiøse tekst. Derimod fortæller historien os, at de retskafne religiøse magtmænd til alle tider har opfundet legitime argumenter for vold og undertrykkelse i deres inderlighed til det, som de anser for den sande lære.

Ikke desto mindre blev Redekers artikel dagen efter kritiseret på det kraftigste af den muslimske prædikant Al-Qaradawi på tv-kanalen Al Jazeera.

Dødsdommen

Kort efter publikationen af Redekers artikel blev denne besked lagt ud på nettet:

»Først svinets navn: Redeker, Robert. Og så for det andet: et foto, for at vi ikke skal glemme hans ansigt. For det tredje denne arrogante løgners adresse: (…) For det fjerde: Hvor arbejder han? Nær Toulouse i Saint-Orens-de-Gameville, han underviser i filosofi ved Pierre-Paul Riquet Gymnasium. (…) For det femte: Hvor ligger Escalquens? Ikke særlig langt fra Toulouse, ca. 15 kilometer sydøst for byen«.

Dermed var Redeker en jaget mand, og i internettets og terrorens tidsalder betyder det, at han i al evighed vil være truet.

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, tog Redekers parti uden forbehold.

»Sagen er så vigtig, at jeg har beordret beskyttelse for adjunkt Robert Redeker, fordi jeg finder denne slags fatwa fuldstændig uholdbar (…) Lad der ikke herske nogen som helst tvivl om vores holdning. I det franske demokrati har man lov til at tale om hvad som helst.«

Redeker underviste i filosofi på gymnasiet. Efter dødstruslen har han skrevet erindringsbogen ”Man må prøve at leve”, som Trykkefrihedsselskabet har lige har udgivet i dansk oversættelse. Heri fortæller Redeker, hvorledes hans medarbejdere på universitet samt hans fagforening tog kraftigt afstand fra ham efter dødstruslerne blev kendt. De kritiserede ham for hans kritik af en religion og et mindretal, som uforskyldt kommer til at stå for skud. Hvad de imidlertid valgte at se bort fra var, at det er Redeker, der er den dødstruede.

Historien minder i høj grad om de mange andre sager, som intellektuelle, provokatører og forfattere har været udsat for. Truslen på livet og den nødvendige politibeskyttelse er blevet hverdag for en lang række europæiske kritikere af religionen islam og dens bog Koranen.

Forsvar for ytringsfriheden

Siden dødstruslen mod den danske karikaturtegner, Kurt Westergaard, har problematikken også været et dansk anliggende. Trykkefrihedsselskabet, som af den samlede venstrefløj betegnes som invandrerfjendsk og dermed uønsket, har siden 2004 forsvaret alle dem, som idag lever med frygten for at blive myrdet. Argumentet er, at ytringsfriheden til enhver tid skal forsvares.

Trykkefrihedsselskabets opponenter mener også, at ytringsfriheden er vægtig i et demokrati, men samtidig er de af den holdning, at denne frihed ikke skal bruges til at spotte eller håne islam.

Stiden er for alvor i centrum i forbindelse med konferencen om radikalisering, som regeringen i år skal stå for. Dansk Folkeparti har krævet, at det hollandske parlamentsmedlem, Geert Wilders, skal inviteres. Wilders har også en dødsstraf hængende over hovedet for hans stærkt islamkritiske kortfilm, Fitna. For ikke så lang tid siden blev han afvist indrejse i England, hvor han var inviteret til at holde en tale.

Eftersom der ikke foreligger nogen endelig afgørelse om hvor vidt Geert Wilders kommer til konferencen eller ej, har Trykkefrihedsselskabet inviteret ham til at komme til Danmark i deres regi.

Dermed er sagen blevet politiseret i en sådan grad, at Geert Wilders ikke længere betragtes som en mand, hvis ytringer har ført til evig frygt for henrettelse, men derimod som en islamofob eller frihedskæmper, der enten selv har været skyld i sin skæbne, eller modigt har stillet sig op imod en af vor tids mest ondsindede kræfter. Det er et eksempel på, at ytringsfriheden som et ukrænkeligt imperativ i debatten ikke kan skelnes fra den faktiske ytring, der i Geert Wilders tilfælde af venstrefløjen og muslimer betragtes som hånlig og spottende.

Frankrig og ytringsfriheden

Robert Redekers tale i Trykkefrihedsselskabet var en form for opsumering af hans erindringsbog. Foruden en personlig beretning om hans liv før og efter dødstruslen, indeholder Redekers bog en række eksempler på andre, berømte franskmænd, som også blev forfulgt for deres ytringer. Voltaire og Spinoza er to af de prominente forsvarere for ytringsfriheden som også måtte leve med indskrænkning og straf.

Redeker kom også ind på retsagen mod journalisten Oriana Fallaci, der har udtalt, at »Når de [muslimerne] beder fem gange om dagen, lever Allahs børn livet med enden i vejret.« Ligeledes nævnte Redeker retsagen mod den franske forfatter Michel Houllebecq, der har kaldt islam for den dummeste religion.

Ifølge Redeker, er kritisk tænkning kun mulig, hvis man kan tage afstand fra hvad som helst. Han brugte lang tid på at udrede hvorledes den tyske filosof Friedrich Nietzsche gennem sin skarpe kritik af kristendommen har været med til at bane vejen for den nyere tids filosofi.

Racisme vs ytringsfrihed

FN´s store racismekonference i sidste måned var et hedt emne i den løbende debat om racisme vs. ytringsfrihed. Krænkelsen af et religiøst mindretal er problematisk i national og international sammenhæng. Sammenligning til forfølgelsen af jøderne fra 1880´erne og frem har ofte været brugt i kampen mod kritikere af muslimer og islam. Det var blandt andet de muslimske landes sammenstilling af Iraels behandling af palæstinenserne i Gaza med jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, der skabte ballade til konferencen.

Siden terrorangrebet den 11. september 2001 er denne kulturkamp blevet skærpet væsentligt. Danmarks politiske landskab er dybt præget af denne problematik, hvilket blandt andet viser sig i landets aviser. De politiske skel er i dag så skarpt optegnet, at nyhederne i Politiken og nyhederne i Jyllands-Posten er grundlæggende forskellige, ikke blot i holdninger, men også i valg af stof. Dette betyder, at aviserne ikke alene vurderer aktuelle sager forskelligt, men også vælger at dække eller undlade at dække forhold, som har at gøre med islam og islamkritik.

Nationale problematikker med hensyn til integration bliver uundgåeligt præget af internationale forhold. Retten til at bære tørklæde i Danmark sammenlignes og vurderes ikke blot i forhold til reglerne i Tyrkiet og Frankring, men også i forhold til kvinders forhold i Afganistan og Iran, selvom det utvivlsomt er anderledes problematikker, der hersker i disse lande. Derfor kritiseres islamkritikerne også af muslimer og majoriteten af venstrefløjen for at generalisere og stigmatisere en hel religion, selvom der i virkeligheden er tale om enkelte ”brodne kar”.

Fatwaer mod intellektuelle i Europa er imidlertid med til at udslette skellene mellem landegrænser og styreformer. Der er her tale om et vanvittigt, verdensomspændende projekt, hvor religionen islam bruges til at sætte selvtægt i gang, og eftersom de mordtruede faktisk har kritiseret islam og koranen, så kan man ikke forvente, at imamer og rettroende muslimer som sådan skal forsvare dem.

Denne del af kulturkampen sætter mordtruede forfattere og intellektuelle i en aparte situation. Salman Rushdie og Kurt Westergaard vurderes ikke blot som mordtruede, der skal forsvares, men også som meningsdannere, der indtager politiske positioner. Disse positioner giver dem en naturlig plads i dagens politiske landskab. De har selv været med til at positionere sig, men som Redeker redegør for i sin erindringsbog, så er det egentlig uhyggelige, at selv nærtstående kolleger er endt med at give ham selv skylden for, at han har fået en dødstrussel.

Man må prøve at leve, oversat af Geoffrey Cain, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009.

Robert Redeker får overrakt Kurt Westergaards tegning af Profeten Muhammed med en bombe i turbanen af Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard. Foto: Freddy Hagen

Man må prøve at leve, oversat af Geoffrey Cain, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009.